Særeje – sådan kan du reducere skatten for dine efterladte.
Vidste du, at dine efterladte i visse tilfælde kan opnå en betydelig skattebesparelse ved korrekt planlægning?
Med rettidig planlægning og en hensigtsmæssig formueordning, herunder særeje, kan kombinationen af uskiftet bo og korrekt placering af aktiver med udskudt skat give væsentlige skattemæssige fordele for længstlevende ægtefælle og familien.
Hvad er udskudt skat?
Ejer du et holdingselskab, et driftsselskab, værdipapirer eller en udlejningsejendom, kender du sandsynligvis allerede til begrebet udskudt skat.
Udskudt skat opstår, når dine aktiver er steget i værdi, uden at gevinsten endnu er blevet beskattet. Skatten udløses først på et senere tidspunkt – typisk ved salg af aktivet eller i forbindelse med behandling af et dødsbo.
Det kan eksempelvis være, hvis du ejer:
- Et holdingselskab, der er stiftet med en beskeden kapital, men som over tid har opbygget en betydelig egenkapital
- Værdipapirer købt til en lav kurs, som siden er steget markant i værdi
- En udlejningsejendom, der gennem årene har opnået en væsentlig værdistigning
Når du går bort – udløses skatten
Når du går bort, skal dine aktiver indgå i dødsboet og fordeles efter bestemmelserne i dit testamente eller arvelovens regler.
Er du gift, og består formuen af delingsformue, kan længstlevende ægtefælle vælge at sidde i uskiftet bo. Det giver blandt andet mulighed for at udskyde beskatningen af de latente gevinster.
Skatten vil dog som udgangspunkt blive udløst, når børnene arver ved længstlevendes død.
Særeje kan reducere arvingernes skat
Med den rette formueordning og korrekt udarbejdede dokumenter – herunder ægtepagt og testamente – kan I allerede nu planlægge en reduktion af den fremtidige skat for arvingerne betydeligt.
Hvis nettoformuen eller aktiverne i dødsboet har en værdi på over 3.563.100 kr. (2026), vil al afdødes indkomst i bobeskatningsperioden blive beskattet. Dette kan imidlertid undgås, hvis der etableredes særeje.
Ved at etablere to særejer på op til 3.563.100 kr. pr. ægtefælle kan skatten på aktiver med udskudt skat i mange tilfælde reduceres væsentligt. Afhængigt af aktivernes anskaffelsesværdi kan besparelsen udgøre op til ca. 1,5 mio. kr. allerede ved førstafdødes død.
Modellen fungerer ved, at førstafdødes fuldstændige særeje skiftes særskilt, mens længstlevende ægtefælle fortsætter i uskiftet bo med den resterende formue. Dermed kan dødsboet holdes under grænsen for skattepligtige dødsboer.
Hvad er særeje?
Særeje er en aftale mellem ægtefæller, hvor man i en ægtepagt bestemmer, at et bestemt beløb eller et bestemt aktiv ikke skal deles ved skilsmisse.
Fordelen:
En korrekt sammensat formueordning med særeje kan i visse tilfælde medføre, at dødsboet ikke bliver skattepligtigt, hvis værdierne i uskiftet bo holdes under grænsen på 3.563.100 kr. (2026).
I sådanne tilfælde vil boet alene være omfattet af den almindelige boafgift (arveafgift) på 15 %, som altid skal betales.
Forhold der skal overvejes:
Særeje kan samtidig have betydning, hvis ægteskabet ophører ved separation eller skilsmisse og ikke ved dødsfald. Derfor er det vigtigt, at formueordningen tilpasses familiens konkrete situation.
Ordningen indebærer også, at når det uskiftede bo senere skiftes, er det afgørende for den skattemæssige behandling af dette bo, om den længstlevende skifter boet i levende live, eller det uskiftede bo først skiftes, når den længstlevende afgår ved døden. Det har således nogle konsekvenser for den længstlevendes mulighed for at skiftet boet i levende live.
Vi er klar til at hjælpe dig
Hvis I ønsker at oprette særeje, rådgiver vi jer gerne om jeres muligheder og hjælper med at udarbejde en løsning, der passer til netop jeres behov og situation. Kontakt meget gerne advokat Janni Norup på jn@lou.dk eller på tel. 70 300 500.


