Louadvokatfirma.dk
  • Samarbejdspartnere
  • Nyheder
  • Kontakt
  • da
  • de
  • en
Menu
  • VELKOMMEN
  • VI ER
  • VI KAN
  • INTERNATIONALT
  • ARTIKLER
  • Tvangsauktioner
  • PERSONSKADEERSTATNING
  • PERSONDATA

Lejers indsigelse mod udlejers opsigelse af lejemål kan ikke afgives digitalt

Højesteret har for nyligt truffet afgørelse om, at hvis lejer vil fremsætte indsigelse mod udlejers opsigelse af et lejemål, skal det ske pr. brev sendt med post. Dette til trods for at udlejers advokats sekretær havde bekræftet modtagelsen af lejers indsigelse via e-mail.

Kravet om skriftlighed

Det fremgår af lejeloven, at hvis udlejer ønsker at opsige lejer fra et lejemål, skal det ske skriftligt. Det fremgår yderligere af lejeloven, at hvis lejer vil fremsætte indsigelser mod opsigelsen, skal dette også ske skriftligt.

Det er fast praksis, at begrebet ”skriftlig”, når udlejer vil opsige et lejemål, skal fortolkes på den måde, at det skal ske pr. brev og sendes med fysisk post.

Højesteret har nu truffet afgørelse om, at lejers ”skriftlige” indsigelse, skal fortolkes på den måde, at indsigelsen også skal sendes pr. brev som fysisk post. Det er altså ikke nok at fremsende indsigelse via e-mail.

Afgørelsen

I sagen sendte udlejers advokat opsigelse til lejer både ved almindeligt anbefalet brev og pr. mail. Opsigelsen var begrundet med, at udlejer selv ønskede at bo i lejemålet. Lejers advokat sendte en e-mail og fremsatte indsigelser mod opsigelsen. Lejers advokat anmodede samtidig om en bekræftelse på modtagelsen af indsigelsen.

Udlejers advokats sekretær bekræftede herefter, at man havde modtaget indsigelsen.

Under byretssagen argumenterede udlejers advokat ikke for, at lejer ikke havde fremsendt indsigelsen skriftligt. Byretten frifandt lejeren. Byretten vurderede at hensynet til, at lejer blev boende i lejemålet vejede tungere end udlejers ønske om selv at bebo lejemålet.

Udlejer ankede sagen til Østre Landsret. Under ankesagen argumenterede udlejers advokat for, at lejer ikke havde overholdt kravet om skriftlighed, idet indsigelsen kun var sendt pr. mail. Østre Landsret fandt herefter, at lejer ikke havde overholdt fristen for at fremsende skriftlig indsigelse. Lejer skulle derfor fraflytte lejemålet.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets afgørelse. Højesteret bemærkede desuden, at kravet om skriftlighed også gælder, selvom lejer og udlejer har aftalt, at øvrig kommunikation kan ske via mail.

Konsekvensen ved manglende skriftlighed

Såfremt indsigelsen ikke fremsættes skriftligt (med fysisk brev) inden for 6 uger efter opsigelsen, har man som lejer som udgangspunkt fortabt retten til at fremsætte indsigelser.

Opsigelsen vil derfor blive betragtet som gyldig og udgangspunktet er, at lejer skal fraflytte lejemålet. Det er således af afgørende betydning, at man er opmærksom på kravet om skriftlighed.

Brug for hjælp?

Hos LOU Advokater har vi stor erfaring med at yde lejeretlig rådgivning. Har du brug for hjælp, så kontakt advokat Jan Toft Olesen eller advokatfuldmægtig Camilla Holt Green på jto@lou.dk / cagr@lou.dk eller telefon 70 300 500.

Tirsdag den 25. april 2023.

Tilbage til nyhedsoversigt
Tilbage til nyhedsoversigt

København

LOU Advokater København
Skindergade 38, 1.
1159 København K
70 300 500
info@lou.dk

Aarhus

LOU Advokater Aarhus
Havnegade 2A, 2.tv.
8000 Aarhus C
70 300 500
info@lou.dk

Randers

LOU Advokater Randers
Østergrave 4, 3.
8900 Randers C
70 300 500
info@lou.dk

Viborg

LOU Advokater Viborg
Gothersgade 2
8800 Viborg
70 300 500
info@lou.dk

Samarbejdspartnere

GENEVA GROUP INTERNATIONAL
ADVOKATSAMFUNDET
EJENDOMSFORENINGEN KRONJYLLAND
RKI