Pas på! Grænserne for lønmodtagerbeskyttelse bliver bredere
En tysk virksomhed afskedigede alle medarbejdere i et tabsgivende selskab.
Efter Masseafskedigelsesdirektivet skal arbejdsgivere, som normalt beskæftiger over 20 og færre end 100 arbejdstagere, der afskediger mere end 10 medarbejdere indenfor en periode på mindre end 30 dage, overholde nogle regler i forbindelse med afskedigelserne for, at disse er lovlige og gyldige.
En medarbejder, der blev berørt af afskedigelsen, indbragte sagen for de tyske domstole, som bad EU-Domstolen om stillingtagen til, om selskabet var omfattet af reglerne i EU-lovgivningen.
Det, der ville blive afgørende for, om selskabet var omfattet af reglerne for masseafskedigelse, var, om selskabets direktør og en ulønnet praktikant skulle tælle med i opgørelsen af, hvor mange medarbejdere virksomheden havde.
Begge skulle tælle med for, at der var mere end 20 medarbejdere i selskabet, og betingelserne for at bringe reglerne i anvendelse således var til stede.
EU-Domstolen startede med at fastslå, at arbejdstager/lønmodtagerbegrebet i EU-rettens forstand er et begreb, som er en EU-retlig standard, og som ikke påvirkes af de enkelte medlemsstaters individuelle lovgivning. Derefter kom EU-Domstolen frem til, at både selskabets direktør og den person, der var i jobtræning, var omfattet af arbejdstagerbegrebet.
De mulige konsekvenser af dommen
EU-Domstolens afgørelsespraksis i forhold til den eksisterende lovgivning er noget anderledes end de danske domstoles. Hvor vi herhjemme er vant til, at domstolene er tilbageholdende med at udvide loves anvendelsesområde, er det karakteristisk for EU-Domstolen, at EU-reglerne fortolkes udvidende således, at dommene får en mere retsskabende karakter.
Når både direktører og ulønnede praktikanter bliver omfattet af arbejdstagerbegrebet i forhold til Masseafskedigelsesdirektivet – og den danske Masseafskedigelseslov – er det muligt, at EU-Domstolen vil komme frem til, at disse personalegrupperinger også vil være omfattet af arbejdstager/lønmodtagerbegrebet i andre EU-retlige henseender.
Det kan betyde, at man risikerer, at disse personalegrupper, ved fremtidige afgørelser fra EU-Domstolen, vil blive betragtet som arbejdstagere – og dermed beskyttet – af andre EU-retlige regler, hvor man tidligere har haft mulighed for at undtage dem. Det kunne eksempelvis være indenfor Arbejdstidsdirektivet, hvor daglig og ugentlig hviletid og ferie reguleres, og hvor ledende medarbejdere har kunnet undtages – hvis de grundlæggende beskyttelseshensyn stadig blev varetaget.
LOU Advokatfirma anbefaler vore klienter, at det nøje overvejes, hvorvidt arbejdsvilkårene for direktører og medarbejdere i jobtræning mv. er i overensstemmelse med den EU-retlige regulering og lønmodtagerbeskyttelse.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående eller har behov for en vurdering af et forhold i din virksomhed, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.