Hævd på fællesarealer
I en tvist mellem to ejerlejlighedsejere om adgang til et fællesareal i en kælder har retten netop afsagt dom til fordel for den ejerlejlighedsejer, som LOU Advokater repræsenterede under retssagen.
LOU Advokater havde på vegne af den ene ejerlejlighedsejer udtaget stævning med påstand om, at sagsøgte (den anden ejerlejlighedsejer) skulle anerkende, at en afspærring af et gangareal i en kælder tilhørende ejendommen ikke var berettiget.
Sagens faktum
I 2004 blev den pågældende ejendom opdelt i ejerlejligheder og i 2009 og 2010 købte parterne hver især en erhvervslejlighed i ejendommen. Parterne anvendte begge gangarealet, hvilket blev bekræftet ved vidneforklaringer under retssagen. Af den købsaftale, som sagsøgte indgik i 2009, fremgik det endvidere også, at lokalerne i kælderen ikke var registreret specifikt til sagsøgtes ejerlejlighed.
Resultat
På baggrund af en besigtigelse, sagens oplysninger og de afgivne forklaringer lagde retten til grund, at det omtvistede gangareal var en del af ejerforeningens fællesareal. Retten skulle herefter tage stilling til, om arealet var anvendt eksklusivt i mindst 20 år. Med andre ord: Havde sagsøgte vundet hævd på en eksklusiv brugsret over arealet?
Betingelserne for at vinde hævd er, at der er sket en uberettiget, kontinuerlig råden i en periode på mindst 20 år.
Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at gangarealet i hvert fald havde været benyttet af en tidligere ejer i 2005. Videre lagde retten til grund, at der ikke af ejerforeningens vedtægter eller tillæg dertil fremgik, at sagsøgte var tillagt en eksklusiv brugsret til arealet.
LOU Advokaters klient fik derfor medhold i sagen.
Ved eventuelle spørgsmål kontakt da gerne advokatfuldmægtig Camilla Moe Thorup på tlf.nr. 40 356 747 eller på mail cmt@lou.dk.